Der et ligestilling i lycra – men kors i hytten hvor er det kedeligt

I en verden, hvor man stadig skal lede med lys og lygte efter en kvindelig topchef i dansk erhvervsliv, er det godt gået af DR at få overbevist den markant topchef for milliardvirksomheden Ambu om at stille op i DRs forsøg på at lave erhvervsjournalistik i øjenhøjde. Det sker i andet afsnit af anden sæson af tv-dokumentaren »Topdirektørerne«. Britt Meelby Jensen er ikke en hvilken som helst kvindelig topchef. Da Berlingske sidst lavede sin årlige opgørelse, var der blandt landets 1.000 topchefer kun sølle 92 kvinder. Meelby er til overflod én af to kvinder i Danmark, som står i spidsen for én af de kun 24 virksomheder, som er i eliteindekset på fondsbørsen for de mest handlede aktier sammen med gigantvirksomheder som Mærsk, Novo Nordisk og Carlsberg. Den anden er Ester Baiget fra Novonesis. Og for dem, der stadig tøver, når de hører navnet Novonesis, så er den virksomhed resultatet af fusionen mellem ingrediensgiganterne Jens Chr. Hansen og Novozymes. Britt Meelby og Ester Baiget er kort og godt superstjerner i toppen af erhvervslivet, som krydrer deres job som topchefer med tunge bestyrelsesposter i andre giganter som henholdsvis Novo Holding og AkzoNobel. Derfor skal forventningerne være tårnhøje, når erhvervskorrespondent Casper Schrøder og DR i »Topdirektørerne« vil have os til at bruge 30 minutter i selskab med Britt Meelby. Først den gode nyhed og så den dårlige. Den gode nyhed er, at genstanden for dette afsnit af »Topdirektørerne« kan sove helt og aldeles trygt, efter at hele Danmark har set udsendelsen. Vi ved for alvor ikke mere om Britt Meelby efter udsendelsen end inden, hvis man da synes, at det er interessant, at hun er fra Ikast, at hun cykler, og at hun på et tidspunkt »måtte trække stikket«, fordi hendes datter blev ramt af sygdom. Den dårlige nyhed er, at man skal være en begejstret anmelder for at se hele det gabende kedsommelige program fra den ene ende til den anden. Og nu er vi ved den ene ende til den anden, så lad os starte der. Ingen fatter, hvad de laver Når man nu som hele Danmarks statsfjernsyn vil lave erhvervsjournalistik i øjenhøjde, kunne man starte med at sørge for, at nogen overhovedet fatter, hvad Ambu laver. Det er dybt fascinerende at høre om, at det var Ambu, som i 1956 opfandt genoplivningsballonen. En opfindelse, som tilsyneladende har reddet og redder masser af menneskeliv. Så fortæller Casper Schrøder om virksomhedens seneste opfindelse, som »er særlige engangsendoskoper til forskellige typer kikkertundersøgelser«. Hvorfor er det så svært for DR at dyrke fascinationen af Ambus produkter og gøre dem forståelige for seerne? Vi får aldrig at vide, at en endoskopi er at føre en kikkertslange gennem menneskets naturlige åbninger – altså urinrøret, endetarmen og spiserøret – så man kan undersøge for sygdomme. Altså fra ende til anden. Ordet endetarm er i formidlingen lige så vigtigt som ordet aktiekurs. Det fatter DR ikke. Hvis Britt Meelbys mission med at genrejse Ambu skal fange seerne, skal hun som menneske gribe os, eller i det mindste må vi blive fascinerede af virksomheden og dens produkter. Vi bliver hverken fascinerede af Britt Melby eller Ambu. Ligesom i programmet med Mærsk-topchefen i sidste uge skal vi 12 minutter ind i programmet, før vi kommer tæt på Britt Meelby – udstyret i det flotteste lycra og med en smart cykel. Vi hører hele tiden om mænd i høje stillinger, som i hver en ledig stund cykler rundt i deres smarte lycra, mens man undrer sig over, hvad konen og børnene laver imens. Topchefernes cykelklubber er networking forklædt som sundhed og sport. Cykler rundt i skoven Her invaderer Britt Meelby et manderum, da vi ser hende cykle rundt i skoven med tre andre kvinder. Det fungerer. Men det bruges ikke til andet, end at Britt Meelby får lov at sige, at hun er et »konkurrencemenneske«. Det havde vi fattet, tak. DR forsømmer at folde ud, hvad det at cykle betyder for hende, og hvem hun cykler sammen med. Vi får intet at vide, men point for at skabe lycraligestilling. Vi får kun én chance til i udsendelsen at komme tæt på Britt Meelby. Den er, da hun fortæller, hvordan hun under et besøg i USA bliver ringet op af sin datter, som ser dobbelt, fordi hun er blevet ramt af en sjælden sygdom. Britt Meelby fortæller, hvordan datterens sygdom fik hende til at erkende, at det at have et topjob i erhvervslivet betyder, at man ikke bare kan stemple ind og ud, som det passer én. Lige her er vi inde og ramme noget nerve, ligesom i udsendelsen med Jacob Aarup-Andersen fra Carlsberg, som i første sæson fortalte om sit hjerteanfald. Vi kommer imidlertid aldrig tættere på eller dybere ned. Vi vil gerne høre, hvordan datterens sygdom har formet hendes måde at drive karriere og hendes syn på livet. Casper Schrøder forsømmer at stille det spørgsmål, om hun også tror, at hendes mandlige kolleger i erhvervslivet havde trukket stikket. Det eneste, vi får, er, at datterens medicin heldigvis begynder at virke, så hun har det godt i dag, og at Britt Meelby på samme tid får tilbudt jobbet i Ambu, så hendes pause fra en travl karriere stopper. I udsendelsen om Britt Meelby træffer DR de særeste valg. Har svunget sparekniven I programmet om Vincent Clerc fra Mærsk var prismen hans store magt til at fyre tusindvis af mennesker. Den magt er glemt i afsnittet om Britt Melby, om end hun i endnu højere grad end Vincent Clerc har svunget sparekniven. Vincent Clerc fyrede i første afsnit 10.000 mennesker i Mærsk svarende til 10 procent af de ansatte. Britt Meelby har fyret 800 mennesker eller 15 procent af virksomhedens ansatte og lukkede samtidig 40 kontorer globalt for at vende udviklingen i Ambu. Hvis DR faktisk gik op i at tegne et portræt af en de sejeste og mest respekterede kvinder i toppen af erhvervslivet, burde det være en selvfølgelig at dykke dybt ned i de sværeste beslutninger, hun har truffet, hvordan hun har truffet dem, og hvordan hun har eksekveret dem. Det er mindre spændende at se hende i en messehal, mens hun drømmer om et større skilt ved Ambus’ stand. Et andet sært valg er, at DR i udsendelsen lader en dr. Smith i USA ukritisk rose Ambus’ produkter. Det virker som aldeles upassende reklame. Og hvorfor skal vi ikke hjem til Ikast, hvor Britt Melby voksede op, når vi både har været i Rossens i Schweiz med Vincent Clerc og i Vojens med Britta Stenholt? Eftersom Ikast eller Ikast-Brande, som kommunen hedder, hvert eneste år kåres til Danmarks bedste erhvervskommune, er den da et besøg værd, når man har byens stolteste datter med som vejviser. Måske det skyldes, at Ikast er lige så kedelig som udsendelsen? Jeg glæder mig naturligvis stadig til næste uge, hvor det er en anden meget markant kvinde, der er under luppen i »Topdirektørerne«, nemlig topchefen i energihandelsselskabet Danske Commodities, Helle Østergaard Kristiansen. Men jeg er lidt mere bekymret for en ny skuffelse, hvor DR og Casper Schrøder hverken lader os møde mennesket eller virksomheden. Thomas Bernt Henriksen er Berlingskes erhvervskommentator https://www.berlingske.dk/kommentar/der-et-ligestilling-i-lycra-men-kors-i-hytten-hvor-er-det-kedeligt